Kundeservice

Min erfaring inden for kundeservice har lært mig meget – både fagligt og personligt. Da jeg startede i min rolle hos Konica Minolta, blussede corona netop op, hvilket betød, at mange medarbejdere arbejdede hjemmefra, og jeg skulle i høj grad selv tage ansvar for min oplæring og udvikling i rollen. Det blev en stejl læringskurve, hvor jeg hurtigt lærte systemerne, processerne og kundernes behov at kende.

Gennem min selvstændighed og nysgerrighed blev jeg hurtigt fortrolig med mit arbejde, og jeg begyndte derfor også at hjælpe på tværs af andre afdelinger, når der var behov for det. Jeg lærte at tage ejerskab over opgaver, finde løsninger og ikke give problemer videre uden først at undersøge, hvordan de kunne løses.

For mig handler god kundeservice om altid at have kunden i centrum. Hvis jeg kunne se, at en situation potentielt kunne udvikle sig til et problem for kunden, handlede jeg hurtigt for at finde en løsning. Og hvis jeg ikke selv havde svaret, sørgede jeg for at finde den rette person eller afdeling, der kunne hjælpe videre.

Erfaringen har givet mig en stærk forretningsforståelse og lært mig værdien af tydelig kommunikation, ansvar og relationsopbygning. Jeg har fået en stor forståelse for, hvordan den gode kundeoplevelse skabes gennem både struktur, samarbejde og evnen til at tage initiativ.